Jeg begyndte i juleferien på Norwegian Wood af Haruki Murakami. Købte den i lufthavnen på vej til Paris, i en billigbogsudgave, da jeg manglede læsestof til ferien. Var egentlig lidt betænkelig, for jeg har før forsøgt at læse en af hans andre bøger, nemlig Trækopfuglens krønike, som af en eller anden grund, bare ikke havde fanget mig tidligere.
Norwegian wood viste sig dog at være en rigtig fin og poetisk bog om ungdom, ensomhed, kærlighed og venskab, som jeg ret hurtigt blev fanget af. Særligt de forskellige lidt skøre og skrøbelige karakterer, fangede mig.
Haruki Murakamis har en speciel, til tider lidt omstændelig skrivestil, som jeg lige skulle vænne mig til, men der er noget lidt drømmeagtigt over hans bøger, som jeg ret godt kan lide.
Norwegian wood blev filmatiseret i 2010. Jeg har ikke set filmen endnu, men det skal jeg helt sikkert snart! Her et lille udpluk af billeder fra filmen, som jeg umiddelbart synes rammer stemningen i bogen meget godt:
Er nu så småt ved at være færdig med Trækopfuglens krønike også. Den er endnu mere skør på mange måder og har den samme drømmeagtige tilstand over sig, så jeg indimellem kan blive i tvivl, om de ting jeg har læst i hans bog, måske i virkeligheden er noget, som jeg har drømt i løbet af natten. Det er egentlig det, jeg ret godt kan lide ved hans bøger. Man bliver på mange måder draget ind i et univers, hvor almindelige love og regler er ophørt, ligesom når man drømmer.
Den næste bog jeg vil læse af ham er Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe:
Jeg er selv gået i gang med at løbe fornylig, så jeg tænker, at han kan være en interessant inspirationskilde, til at holde gejsten og motivationen oppe.. Lad os nu se, det må komme an på en prøve..
